Ny bygning giver bedre service og forhold for Cosmos Trawl

115 meter lang og 4500 kvadratmeter under tag. Cosmos Trawls nye bygning er ikke bare stor i mål. Det er ambitionerne bag den også.

SKAGEN: Det har taget lidt tid, men om tre måneder slår Cosmos Trawl dørene op til den nye fabrik på nordmolen i Skagen Havn.

Michael Lassen, Cosmos Trawl. Foto: Mick Anderson.

– Vi begyndte processen og skrev under med Skagen for ni år siden. Men der var lige en havn, der skulle bygges først. Så kom Brexit, og så kom corona. Imens er markedet buldret afsted, og nu glæder vi os til at tage stedet i brug, fortæller Michael Lassen, der er managing director i Cosmos Trawl.

Han er chef for 60 vodbindere og 20 funktionærer og yderligere 20 løstansatte hos Cosmos Trawl, der laver og reparerer trawl i både Hirtshals, Thyborøn, Hanstholm, Strandby og Skagen.

Cosmos Trawl er ejet af den islandske Hampidjan Group, der laver et hav af produkter til den maritime branche og har mere end 2000 ansatte globalt på 76 lokationer. 

Den nye bygning med topmoderne fabrik faciliteter til håndtering og service af trawl erstatter den gamle, som for knap 40 år siden blev indviet som en state-of-the-art-bygning. 

600 meter lange trawl på 15 tons

Men siden er der sket en stor ændring af den kommercielle fiskeflåde. Både kutterne og trawlene er vokset. De største trawl i dag kan være op til 200 meter i bredden, 100 meter i højde og 600 meter lange. Med en vægt på op til 15 tons er trawlene simpelthen blevet for store til den gamle lokaltion.

– Vores vodbindere i Skagen har længe trængt til nogle bedre forhold. De har ofte skulle slås med dårligt vejr, når de har været nødt til at arbejde udenfor i al slags vejr med de tunge trawl og lave reparationer for vores kunder. De får nu bedre grej, loftkraner og i det hele taget meget bedre arbejdsbetingelser i den nye bygning, forklarer Michael Lassen.

Dermed håber han også, at det kan være med til at tiltrække endnu flere og yngre medarbejdere. For det tager op mod syv år, inden en vodbinder kan klare alle opgaverne hos Cosmos Trawl. 

– Vores medarbejdere har været utroligt loyale, selvom forholdene ikke har været optimale. Så på deres vegne glæder jeg mig til, at vi kan flytte ind i det nye. Det har de i høj grad fortjent, siger direktøren. 

Nye kunder til Skagen

Den nye fabrik ligger kun få meter til kajkanten i nordbassinet på Skagen Havn med store spil og ruller lige inden for porten. Dermed slipper medarbejderne for at skulle læsse de tonstunge trawl på lastbiler og transportere dem rundt på havnen. 

– Vores kunder får adgang til porten med et kodesystem, så de kan læsse deres trawl ind til service på alle tider af døgnet. Dermed skal vores vodbindere ikke vente på, at et trawl eksempelvis er tøet op, inden de kan komme i gang med deres arbejde. Så det kommer også kunderne til gode, at vi bliver endnu hurtigere til at løse opgaverne. 

For Cosmos Trawl er der allerede inden åbningen udsigt til, at de nye lokaler kommer til at summe af aktivitet. 

– I kraft af, at vi er ejet af Hampidjan, får vi også flere opgaver fra vores søsterselskaber i Hampdijan Gruppen. Vi skal lave en del serviceopgaver, og det giver os nogle nye og spændende udfordringer, som vi glæder os til at komme i gang med, siger direktør Michael Lassen. 

De kommende måneder gør håndværkerne lokalerne klar, mens Cosmos Trawl fortsætter med at udvikle moderne og specialdesignede trawl til den danske og udenlandske fiskeflåde.  

Cosmos Trawl slår dørene op på Skagen Havn den 1. august. 

Læs mere om Cosmos Trawl her. 

COSMOS TRAWL - direktør Michael Lassen glæder sig til, at han og medarbejderne kan tage den nye bygning i den nordlige ende af Skagen Havn i brug. Bygningen er 4.500 kvadratmeter stor med en længde på ikke mindre end 115 meter. Cosmos Trawl laver fiskenet til de største danske og udenlandske fiskeskibe og beskæftiger omkring 60 vodbindere og 20 funktionærer. Foto: Mick Anderson.

Webbureau ITTP