Tag: landstrøm

Billig landstrøm får skibe til at slukke dieselmotorer i havn

Skagen Havn tilbyder landstrøm på fast, lav pris til de skibe og fartøjer, der anløber. Mere grøn strøm på vej.

SKAGEN: Det gør en kæmpe forskel på støjniveau og luftkvalitet, at fiskefartøjer og kommercielle skibe kan koble sig på landstrøm, når de anløber Skagen Havn. Og det er der faktisk også god forretning i.

Willy B. Hansen, havnedirektør Skagen Havn.

For Skagen Havn har lavet et godt tilbud til de skibe, der anløber Danmarks største fiskerihavn: Landstrøm til en fast, lav pris.

– Med en lav pris på landstrøm giver det mening for skibene at koble sig på og slukke for dieselgeneratorerne. Herved opnår vi en stor emissionsbesparelse på CO2 og støj, fortæller Willy B. Hansen, der er havnedirektør på Skagen Havn.

– Det giver ro i maven for både skipperne og os som havn, at de er på landstrøm. Så den med guleroden virker også i den maritime branche, siger han.

Og der bliver snart serveret endnu flere gulerødder på havnen, for yderligere to landstrømsanlæg til hver otte millioner kroner er på vej.

Går stærkt – Skagen Havn med helt i front

Etape 3 af Skagen Havn – det nordlige bassin – er ofte godt belagt med store fiskeskibe, som skal bruge strøm i kortere perioder. Derfor har havnen investeret et nyt og mobilt strømanlæg, der kan give 10 nye udtag for hver 100 meter på kajen. Anlægget bliver opført med støtte fra Interreg North Sea projektetet REDII Ports.

– Det gør det virkelig fleksibelt, at vi kan flytte strømmen derhen, hvor behovet er, og at vi ikke er afhængige af, at skibene skal ligge på bestemte pladser, forklarer Willy B. Hansen.

Det andet anlæg kommer til af fungere ved området omkring FF Skagen og Scandic Pelagic, hvor fiskeskibene ligger og lander deres last. Det kommer fremover til at kunne gøres på landstrøm, og skibene kan slukke for deres motorer imens.

Det nye og 1200 kvadratmeter store havnekontor på Skagen Havn blev taget i brug i november 2023. Foto: Mick Anderson.

Anlægget og teknologien er banebrydende nyt, og der findes kun få andre anlæg i verden – alle udenfor EU. Anlægget bliver opført med støtte fra Interreg Baltic-projektet Blue Supply Chains og cable management-systemet bliver leveret med støtte fra Interreg North Sea-projektet Green Supply Chains.

– Med det nye anlæg kan vi få skibene over på landstrøm, så snart fortøjningerne er klar. Anlægget bliver ret kraftigt, fordi hvert skib skal bruge op til 1,1 MW, og de får derfor behov for opkobling med op til fire 350 amperes kabler, fordi de skal køle på fiskene, indtil de er losset.

Det er altså et kæmpe skridt i den grønne retning, og Skagen Havn bliver foregangshavn for andre industrihavne på den front.

Men ambitionerne er endnu større.

Store investeringer forude

For Skagen Havn har vil være CO2-neutral inden 2030, og det kræver langsigtede og dyre investeringer. Det er nemlig ikke billigt at etablere landstrøm på havnen. Indtil videre har Skagen Havn investeret mere end 26 millioner kroner i projektet.

De nye landstrømanlæg kommer først og fremmest de mere end 5.500 fiskefartøjer og omkring 700 handelsskibe, der anløber havnen om året, til gode.

Med nye landstrømanlæg kan store fiskeskibe og kommercielle skibe slukke dieselmotorerne i havn.  Foto: Mick Anderson.

Derudover arbejder Skagen Havn på landstrøm til de krydstogtskibe, der hvert år bringer omkring 160.000 turister og omsætning til byen. Men der er man oppe i en helt anden skala, forklarer Willy B. Hansen.

– Investeringen alene er på 75 millioner kroner. Forretningsmæssigt hænger en investering i denne størrelsesorden ikke sammen med den mulige indtjening – selv ikke hvis alle krydstogtskibene gik på landstrøm. Derfor søger vi alle afkroge for at finde økonomisk støtte til projektet.

Pengene er ikke den eneste udfordring. For selve infrastrukturen skal også på plads.

– Vi skal bruge 16 megawatt, hvillket Nord Energi Net ikke kan levere på nuværende tidspunkt. Det er en opgave for Nord Energi Net, der har lovet at trække et kabel mere op til Skagen, men det tager tid og er en opgave, vi prøver at løse i samarbejde med flere aktører.

Opgaven haster, for også i krydstogtbranchen har man fokus på at blive mere bæredygtige.

– Landstrøm til krydstogtskibe er en kæmpe opgave, som vi arbejder hårdt på at få løst. Skagen Havn er ambitiøs, og vi ønsker at understøtte en ansvarlig og bæredygtig omstilling. Derfor vil vi gerne investere i projekter, der understøtter vores egen og vores kunders indsats i at fremme den bæredygtige udvikling. Men det her kan vi ikke gøre alene. Der skal også politisk opbakning bag.

Skagen Havn er en populær destination for krydstogtskibe, der skaber omsætning i detailhandlen. Foto: Skagen Havn.

Som en aktiv erhvervshavn og Danmarks største fiskerihavn er Skagen Havn dermed sit ansvar bevidst. Det ligger i tråd med Danske Havnes vision om at være blandt de fremmeste i verden hvad angår bæredygtige løsninger. Havnene skal ‘være den grønne forbindelse mellem hav og land’, som der står i visionen.

Fokus på bæredygtighed og samhørighed

Skagen Havn ligger klos op af byen, boliger og butikker. Derfor er man også her bevidst om sit ansvar for at skabe forhold, der tilgodeser både de kommercielle interesser på havnen og hensynet til borgerne i Skagen.

Molerne er i dag et yndet udflugtsmål for lokale og turister, der kan køre helt ud til molehovedet, hvor man kan se aktiviteterne på havnen og nyde udsigten i området.

Det giver god mening for skibene at koble sig på landstrømmen. Foto: Skagen Havn.

Den centrale del af havnen er også under omdannelse, og på området omkring den gamle auktionshal er Motormuseet ved at blive opført, og på den måde får oplevelsesøkonomien også en større rolle på havnen.

— Det er vigtigt for os, at vi har en god relation til den omverden, vi er en del af. Derfor arbejder vi også løbende på vores klimaaftryk og hensynet til borgerne i Skagen. I det daglige arbejder Skagen Havn også med de 17 verdensmål, og helt konkret har vi udvalgt syv, som er i fokus for vores arbejde, siger Willy B. Hansen.

Der er tale om målene 7 – bæredygtig energi, 9 – industri, innovation og infrastruktur, 11 – bæredygtige byer og lokalsamfund, 12 – ansvarligt forbrug og produktion, 13 – klimaindsats, 14 – livet i havet og 17 – partnerskaber for handling.

Skagen Havn beskæftiger i det daglige knap 25 medarbejdere, der har base på det nye 1200 kvadratmeter store havnekontor, der blev indviet i november 2023.

FAKTA:

  • I 2023 anløb ca. 650 fragtskibe Skagen Havn
  • Næsten 450.000 tons gods blev omsat over kaj i 2023 – en fremgang på næsten 50 procent ift. året før
  • Værdien af de industrifisk, der blev landet i 2023 er mere end fordoblet i 2023 til knap 900 millioner kroner
  • Næsten 100.000 tons sild og makrel til en værdi af 700 millioner kroner blev landet i Skagen Havn i 2023
  • Mængden af konsumfisk har de sidste tre år ligget på omkring 10.000 tons
  • I 2025 er der planlagt 80 anløb af krydstogtskibe, der medbringer 200.000 gæster
  • I 2026 er der planlagt 99 anløb af krydstogtskibe, der medbringer 250.000 gæster
  • Havnens areal udgør 1.6 millioner kvadratmeter – heraf udgør landarealerne 835.000 kvadratmeter
  • Kajer i alt: 6,6 km
Havnekontoret på Skagen Havn. Foto: MICK ANDERSON.
Mange tusinde skibe anløber Skagen Havn hvert år. Foto: MICK ANDERSON.
Skibene får tilbudt billig landstrøm og slukker dieselmotorerne, når de er i havn. Foto: MICK ANDERSON.
Krydstogtskibene søger i højere grad til Skagen. Foto: Skagen Havn.
Omkring 100 krydstogtskibe sætter i 2026 kursen mod Skagen. Foto: Skagen Havn.
Omkring 100 krydstogtskibe sætter i 2026 kursen mod Skagen. Foto: Skagen Havn.
Omkring 100 krydstogtskibe sætter i 2026 kursen mod Skagen. Foto: Skagen Havn.
Skagen Havn - Landstrøm - PowerCon

Skagen Havn har valgt PowerCon til etablering af landstrøm

I Skagen Havns fornyeligt offentliggjorte bæredygtighedsstrategi, er et af fokusområderne bæredygtig udvikling og et af de udvalgte initiativer er landstrøm til større skibe.
Skagen Havn ønsker at nedbringe udledningen af emissioner af CO2 fra de skibe, der ligger til kaj i havnen, og ved at tilbyde skibene landstrøm, som alternativ til deres dieselgeneratorer, vil man ved en overgang til landstrøm, reducere udledningen af CO2 markant. Samtidigt vil det også betyde en kraftig reduktion i dieselrelateret støj.

Landstrømsanlægget har været i udbud og Skagen Havn har skrevet kontrakt med PowerCon.
Landstrømstavlerne etableres på kajerne i Østbassin 2. Anlægget bygges op efter landstrøms standarden IEC 80005-3. Landstrømsanlægget er opbygget med 5 kajtavler medhver 2 stk. 350A IEC 80005-3 udtag.
De samlede 10 stk. 350A udtag opbygges med hver deres spændings- og frekvensomformer, hvilket gør det muligt at forsyne 10 skibe med forskellige spændingsniveauer og frekvenser, uafhængigt af hinanden. Hvert udtag kan levere spændinger fra 400V til 690V med 50Hz eller 60Hz. Skal et skib bruge mere end 350A, kan op til 4 stik synkroniseres. Det hele kan kobles til og styres af kunden via trykfølsomme skærme i landstrømstavlerne. Det nye landstrømsanlæg bliver således Danmarks første og mest ambitiøse i forhold til tilslutningsfleksibiliteten.

Hos PowerCon er man stolte over at blive valgt som leverandør – Direktør og Partner Peter C. Knudsen udtaler; ”I PowerCon glæder vi os over landstrømsprojektets høje ambitionsniveau og Skagen Havn skal roses for at gå forrest på vejen mod at gøre skibstrafikken grønnere. Produktionen af selve anlægget startes op med det samme, og vi ser frem til at kunne installere anlægget henover sommeren.”

Ved Skagen Havn ser man frem til samarbejdet med PowerCon og en tilfreds Havnedirektør Willy B. Hansen fortæller: ”Udover at en udvidelse af vores landsstrømsanlæg vil have en positiv effekt på klimaet, vil det ligeledes afføde en række positive afledte effekter. Dét, at vi får flere skibe til at konvertere fra dieselmotorer til landstrøm, vil blandt andet resultere i en betydelig støjreduktion, samt højne luftkvaliteten i nærområdet.”   

Skagen Havn forventer at kunne tage det nye landstrømsanlæg i brug fra oktober 2021.

Landstrømsanlægsprojektet er støttet af EU Interreg projektet SETS II, som arbejder for at udbrede elektrificeringen af havne i Kattegat- og Skagerrakområdet.

Skagen Havn 14.04.21

Analyse skal kortlægge potentialet for mere landstrøm på Skagen Havn

Analyse skal kortlægge potentialet for mere landstrøm på Skagen Havn

NOENCO skal med assistance fra Aarhus Universitet udføre analysen for Skagen Havn, som en del af et Interreg EU-projekt, der ser på elektrificering af havnene. Resultaterne forelægger til sommer.

I dag leverer Skagen Havn allerede 1,3 millioner kWh landstrøm til skibe i havnen. Analysen skal belyse potentialerne for at etablere endnu mere landstrøm.

– Vi ønsker at nedbringe udledningen af emissioner, CO2 og nedbringelse støjniveauet. Så det er interessant for os at få undersøgt, hvad behovet er for yderligere landstrøm, og hvilke infrastrukturudfordringer, der er. Vores kunder er blevet mere miljøbevidste, og analysen skal vise, om der er et økonomisk incitament til at koble sig på landstrøm, siger Jesper Rulffs, forretningsudvikler Skagen Havn.  

Det er det maritime energirådgivningsfirma NOENCO, der har vundet udbuddet og skal lave analysen i et samarbejde med Aarhus Universitet.

– Vi går i gang med at undersøge mulighederne for at udbygge tilbuddet for landstrøm til skibe, som i dag bruger deres egne diselgeneratorer i havn. Vores opgave er at lave en forretningsmodel for havnen, men også for de skibe, som anløber, så de kan se, om det er en god forretning for dem. Vi laver en business case, som undersøger fornuften i landstrøm i en given situation, siger energirådgiver hos NOENCO Niels Dal og fortsætter:

– Vi skal analysere en stor datamængde for at kortlægge trafikken i havnen og se, hvem det er interessant at tilbyde landstrøm. Her bruger vi vores viden om operations- og driftsprofiler på forskellige typer af skibe. Skibene kommer fra hele verden, så analysen ser også på, hvilke teknologier de forskellige skibe indeholder i forhold til at kunne koble til landstrøm. 

Assisterende professor på Center for Energiteknologi på Aarhus Universitet Peter Enevoldsen har fokus på forsyningen af så grøn og billig strøm som muligt.  

– Vi hjælper med en optimering, så havnen får den grønneste og billigste strøm leveret til dens kunder. Det gør vi ved at se på data for den grønne energiproduktion i Danmark og energibehovet i Skagen havn. Målet er at lave en software, hvor Skagen Havn til hver en tid kan taste ind – at I morgen kommer dette skib, hvordan leverer vi den billigste strøm? Skagen Havn går forrest i at være med til at konkretisere den grønne omstilling, som andre havne kan lade sig inspirere af, så vi kan nå vores fælles klimamål, fortæller Peter Enevoldsen.

Analysen sker som led i projektet Skandinavisk Elektrisk Transport System (SETS), som er støttet af EU’s Interreg-ØKS program. Det centrale omdrejningspunkt for SETS-projektet er at bidrage til udviklingen af den elektriske transport i KASK-regionen. Havne og transportcentre er kernen i den regionale infrastruktur, og disse vil derfor være i fokus. Målet er at teste, videndele og udvikle en strategi, der kan reducere CO2-udledningen og inspirere andre havne. Resultatet af analysen bliver derfor delt, så andre havne også kan lade sig inspirere af resultaterne.

Billedtekst fra venstre: Erik Mortensen fra NOENCO, Jesper Rulffs fra Skagen Havn, Peter Enevoldsen fra Aarhus Universitet og Mikal Nielsen fra Skagen Havn.

Kontakt venligst:
Mikal Nielsen, driftschef Skagen Havn, telefon 26 78 32 33

Om Skagen Havn

Skagen Havn er en kommunal selvstyrehavn ejet af Frederikshavn Kommune. Skagen Havn har fire kerneforretningsområder: Fiskeri & forarbejdning, maritim service, gods & bunkring samt krydstogt & oplevelsesøkonomi. Skagen Havn er et geografisk knudepunkt på toppen af Danmark, hvor mere end 60.000 skibe passerer årligt. Skagen

Webbureau ITTP

Serviceteam Skagen - logo - STS
Cookiepolitik

Hvad er en cookie?

En cookie er en lille datafil, som bliver gemt på din computer, tablet eller mobiltelefon. En cookie er ikke et program, der kan indeholde skadelige programmer eller virus.

Hjemmesidens brug af cookies

Cookies kan være nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere. Cookies hjælper os desuden med at få overblik over dit besøg på hjemmesiden, så vi løbende kan optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Cookies husker f.eks., hvad du har lagt i en eventuel indkøbskurv, om du tidligere har besøgt siden, om du er logget ind og hvilket sprog og valuta, du gerne vil have vist på hjemmesiden. Vi bruger også cookies til at målrette vores annoncer over for dig på andre hjemmesider. Helt overordnet anvender vi cookies som del af vores service til at vise indhold, der er så relevant som muligt for dig.

Hvor længe bliver cookies gemt?

Det varierer, hvor længe en bestemt cookie bliver opbevaret på dine enheder og browsere. En cookies levetid beregnes ud fra dit seneste besøg på hjemmesiden. Når cookiens levetid udløber, bliver den automatisk slettet. Alle vores cookies' levetid fremgår i vores cookiepolitik.

Sådan afviser eller sletter du cookies

Du kan altid afvise alle -/tredjepartscookies fuldstændig ved at ændre indstillingerne i din browser på din computer, tablet eller telefon. Hvor du finder indstillingerne afhænger af, hvilken browser du anvender. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du afviser alle -/tredjepartscookies, vil der være funktioner og services, du ikke kan anvende på hjemmesiden (fordi disse er afhængige af cookies).
Du kan fravælge cookies fra Google Analytics her.

Hvordan sletter man cookies?

Cookies du tidligere har accepteret, kan sagtens slettes. Hvordan du sletter disse afhænger af den browser du bruger (Chrome, Firefox, Safari etc.) og på hvilken enhed (mobil, tablet, pc, mac).
Det er typisk under Indstillinger - Sikkerhed og Privatliv, men kan variere fra browser til browser. Hvilken enhed/browser bruger du - klik på det relevante link:

Ændring af dit samtykke

Du ændrer dit samtykke ved enten at slette cookies fra browseren eller ved at ændre dit oprindelige valg i menuerne til venstre.